Menigheden.

Med menighed mener vi et fællesskab af troende med forbøn og omsorg for hinanden; hvor man regelmæssigt er sammen i bøn, lovsang, ordets forkyndelse og andre aktiviteter, og som har sin egen ledelse, økonomi og andre ressourcer til at fungere selvstændigt.

Menighedens mål og opfyldelse heraf.

  1. En menighed hengivet til at tilbede Herren.
  2. En menighed, der underviser i bibelske principper, hvor troende udvikler et personligt andagtsliv, og mennesker er knyttet til hinanden i cellegrupper, i fællesskab og vækst.
  3. En menighed, der hjælper troende med at finde deres nådegaver og udruster dem til deres tjeneste i ord, handling og socialt engagement.
  4. En menighed, der er hengivet til opfyldelsen af missionsbefalingen i lokal evangelisation og deltagelse i den globale mission.

Tønder Frikirke vil være evangelisk, karismatisk i sin livsudfoldelse, både i forkyndelse, tjeneste og tilbedelse. Enhver gudstjeneste, cellegruppemøde, undervisning og øvrige møder sigter på, at den enkelte får en optimal oplevelse af den levende Gud, ved Helligåndens virke og frelsen i Jesus Kristus. Lovsang, tilbedelse og trosstyrkende forkyndelse vil sammen med forbøn være en naturlig del af menighedens liv.

Menigheden ønsker at være brugervenlig for den kirkefremmede. For medlemmer er menigheden et forpligtende fællesskab, som en stor familie, hvor også de kirkefremmede føler sig hjemme.
Menighedens naturlige virkeområde er vores by og omegn, men vi vil ikke lade os begrænse. Det er naturligt, at vi som menighed følger med i, hvad Gud gør blandt andre kristne, og desuden lever med i den globale verdensmission.

Billede fra menighedshuset på dragonvej under påskegudstjenesten 2009